Det handler om mere end grøntsager!
Høsteriet handler om at give vores mad mere mening.
Det handler om at gøre en forskel med vores egne hænder for naturen, klimaet og det lokale fællesskab. Vi arbejder med de simple løsninger på at skabe forbindelse mellem vores råvarer, madlavning og det økosystem, som vores samfund er en del af.
Derfor arbejder vi med
Høsteriets 4 Kerneværdier:
1) Bedre jord
Vi arbejder målrettet med at opdyrke vores jords biologi og kulstofindhold. Vi undlader at pløje og bearbejde jordstrukturen under overfladen. I stedet benytter vi en palette af efterafgrøder og grøngødninger til at lagre kulstof i jorden og øge dens frugtbarhed med mindst mulig tilførsel af gødning. Vi bruger desuden forskellige variationer af kompost til at vedligeholde jordens mikro-økologi, mens vi dyrker grøntsager på den.
2) Biodiversitet
Jordbrugets mangfoldighed stiller livsbetingelserne for naturens vilde insekter og bestøvere. Derfor tilbyder vi skjul og føde til så mange arter som muligt med en polykultur af blomster, urter og grøntsager. Høsteriet skal være et habitat med blomstring året rundt og plads til både mennesker og dyr i så mange forskellige størrelser, som marken kan rumme.
3) Bæredygtighed
Vi vægter bæredygtighed meget højt og forsøger at mindske produktionens CO2-aftryk mest muligt. Vores jordbrug er næsten frit for dieseltunge maskiner, og vi undlader kunstig opvarmning i drivhusene. Vores bygninger er små og konstrueret med genbrugte materialer, og vaskepladsens vand genbruges til vanding af vores urter. Med økologiske og lavteknologiske metoder bevæger vi os hele tiden mod at minimere dyrkningens forbrug af materialer og energi.
Høsteriets varer afsættes max 20 km fra produktionen.
4) Åbenhed
Høsteriet er et åbent gartneri, hvor man altid er velkommen til at komme og kigge. Køber man et sæson-medlemskab, vil man desuden blive inviteret til markvandringer, arbejdsdage og høstfest med fællesspisning i løbet af sæsonen. Der vil et par gange i løbet af sæsonen blive afholdt Åbent Hus på Høsteriet, hvor alle er velkomne til at gå en tur med os og stille spørgsmål. Læs mere HER.