Bliv sæsonmedlem hos Høsteriet
Som sæsonmedlem bliver du en del af Høsteriets kredsløb – fra jord til bord.
Du får mulighed for at følge med i livet på det lille regenerative jordbrug, blive inviteret til markvandringer, arbejdsdage, markeder og langbordsmiddage.
Det er helt frivilligt, hvor meget du ønsker at deltage – men for os er det vigtigt at give dig muligheden for at blive en del af Høsteriets fællesskab. Vores medlemmer er altid velkomne til at kigge forbi marken og se, hvad der spirer og gror.
Hvordan fungerer et sæsonmedlemskab?
Når du er tilmeldt dig sæsonmedlemskabet gennem formularen nederst på siden, og har fået det bekræftet af os, er du medlem. Så er der ikke andet for end at vente tålmodigt til at høsten indtager.
Du kan begynde at afhente dine grøntsager i slut maj og til november.
Hvis du springer en uge over
Skal du på ferie eller kan du ikke hente din grøntsagspose en uge?
Intet problem! Du giver os blot besked på mail.
Prisen på sæsonmedlemskabet tager højde for, at de fleste holder omkring to ugers ferie i løbet af sæsonen. Derfor refunderer vi ikke afbestilte uger, men vi opfordrer til, at du giver din pose videre til en nabo eller grøntsagsallieret – så grøntsagerne stadig bliver spist og nydt.
Afhentning i marken
I år foregår afhentningen direkte hos os på marken. Vi vil gerne møde dig, hilse på og tage en snak om grøntsager, madlavning og dyrkning – hvis du har lyst.
Der er te på kanden brygget på urter fra marken, og du kan stille spørgsmål eller bare nyde stemningen. Du kan parkere ved Vimby Høkeren eller Østergårdstoften og gå ad stien ind til marken. Cyklen kan selvfølgelig også parkeres lige ved marken.
Differentieret pris
Vi arbejder i Høsteriet for et retfærdigt og bæredygtigt fødevaresystem – og derfor introducerer vi nu en differentieret pris. Det betyder, at du som medlem selv vælger, hvad du har mulighed for at betale inden for et prisspænd. På den måde kan flere være med samtidig med, at vi skaber en mere stabil økonomi for os som dyrker jorden.
Din forudbetaling er med til at skabe tryghed for os som jordbrugere. At dyrke mad til mennesker er en meningsfuld – men til tider usikker – vej. Naturen kan være uforudsigelig, men netop den sårbarhed styrker planternes naturlige modstandskraft og gør grøntsagerne både kraftfulde og fulde af næringsstoffer.
Betalingen foregår i foråret, inden sæsonen starter – så vi kan købe frø, kompost og udstyr, der skal til for at skabe den kommende høst.
Som sæsonmedlem bliver du medejer af høsten. Det vil sige, at du også er med til at dele risikoen for, hvordan høsten bliver, da vi ikke kan bestemme over Moder Jord. Du kan stole på, at vi gør vores absolut ypperste for at sikre afgrøderne, men der kan forekomme udsving i produktionen som f.eks. kan resultere i mislykket høst af enkelte afgrøder. Risikoen for dette gør, at vi ikke kan refundere, det beløb du betaler.
Hvad indeholder posen?
Hver uge får du en blanding af sæsonens grøntsager og urter.
Indholdet udvikler sig naturligt gennem sæsonen – fra de første spæde salater og forårsløg til sensommerens tomater, græskar og porrer. Gennem hele sæsonen kan du forvente at finde blandt andet salat, kålblade, friske løg, rodfrugter og krydderurter i posen. Vi sammensætter altid poserne, så der er både variation og genkendelighed – noget velkendt og noget nyt at smage på. Du blander selv din pose, med de grøntsager vi har valgt på forhånd.
Bestil dit sæsonmedlemskab her
Det lille medlemskab
5 enheder hver uge
125-210 kr i ugen - 3.000-5.000 kr for hele sæsonen (24 uger)
Det store medlemskab
8 enheder hver uge
200-385 kr i ugen - 4.800-6.800 kr for hele sæsonen (24 uger)